top of page

Referat til hjemmesiden.                                                                             
Siden sidst har vi afholdt juletræstænding, lørdag d.28 december kl.16. Vores juletræ er nu plantet, så den skal ikke længere hentes fra skoven. En god tanke, at det lille, fine træ vokser sig stor med tiden. Som Jens Kirkeby sagde i sin velkomst ' nu er det et levende træ, vi har'! Vi holdt et øjebliks stilhed til ære for vores suppleant, Svend Johansen, som afgik ved døden,i begyndelsen af december efter en ulykke. Vi kommer til at savne Svend. Fremmødet var godt, men ikke så stort som i 2014. Så vi kom i den pudsige situation, at vi havde æbleskiver i overskud. Snejbjerg Skoles kor under ledelse af Anne Mette Kristensen, kom og underholdt med 2-3 sange, Lene Stagstrup sang 'Dejlig er jorden' og tilsidst sang vi en fællessalme og ønskede hinanden en glædelig jul. Kalle var igen i år julemand, og gik rundt på pladsen, med mandariner, rosinpakker og vingummi i sækken, den blev til gengæld helt tømt.
I januar 2016 har vi afholdt en nytårskur (læs festlig sammenkomst) for bestyrelsen med ægtefæller. I vores vedtægter står, at der skal holdes fest en gang om året. Det er så den første i flere år. Det foregik privat, alle mødte op, og det var meget vellykket.
Vi vil nu gå i gang med at lokalisere og kortlægge huller, mangler og uhensigtsmæssigheder på vores stier, veje og omkring belysning i Snejbjerg By. Det er et stort arbejde, affødt at vores besøg fra Herning Kommunes Driftsafdeling. Vi vil med glæde modtage oplysninger om fejl og mangler fra byens borgere. Vi arbejder også til stadighed på at forbedre skiltning og fartbegrænsninger, og opfordrer alle til at skrive til 'Borgerdk.' under 'giv et praj' hvis der observeres ting til udbedring/ ændring/undren. Jo flere vi er, jo bedre.
Søndag d. 7 februar 2016 kl.14 afholdes fastelavnsfest som vanligt. Vi håber, at få lov til at låne lokaler på vores nye skole, nærmere herom senere. Især børn, men også meget gerne voksne, er velkommen til at komme udklædt.
I februar 2016 vil vi igen tegne medlemsskaber til Borgerforeningen for det næste år. Vi håber på stor tilmelding. Vi ser Snejbjerg som en by under påvirkning af storsygehuset i Gødstrup i fremtiden, på godt og ondt. Der vil blive mange emner at tage stilling til, hvis vi kender vores besøgelsestid. Det kan blive spændende. Vi oplever at blive hørt i kommunen, så kom og få indflydelse på vores fælles interesser og fremtid.
Onsdag d. 24. februar 2016 kl.19:30 har vi generalforsamling i Snejbjerg Hallens restaurant. Vi arbejder på, at få den entreprenør, som har købt Snejbjerg Gamle Skole til at komme, for at fortælle lidt om sine tanker, vedrørende det kommende boligbyggeri på grunden. I skrivende stund ved vi ikke, om det lykkes. Der vil blive mulighed for at blive valgt ind i bestyrelsen, da der er mindst 1, der ikke modtager genvalg. Alle er mere end velkommen. Det er en velfungerende bestyrelse, med gode arbejdsfællesskaber omkring de store, sociale begivenheder i foreningen, som er: Fastelavn, Skt. Hans, Muh- marked, affaldsindsamling og juletræstænding.

bottom of page